Slip pisken og skab varige livsstilsændringer

 

“Din forandring skal komme af
ønsket om at passe på dig selv
- ikke straffe dig selv”

Anna Bogdanova


 

Fine, fine ord fra Anna Bogdanova. Varigt vægttab kommer nemlig ikke gennem pisk. Vær derimod blid ved dig selv og anerkend hvert lille skridt, du tager. Det behøver ikke gå stærkt. Og det behøver ikke gøre ondt. 

En selvfølge, tænker du måske - men langt fra for alle. Mange af os er vokset op med diætkulturen. Vi har jagtet quickfixet i årevis. Vi er så vant til, at vægttab er lig med afsavn. Er lig med at undvære. Og når vi er vant til noget, så gør vi det igen. Sætter på ‘repeat’. Gentager. Igen...og igen. Vi opgiver ikke bare lige jagten på quickfixet. For sidst virkede det jo. Det er i hvert fald det, vi fortæller os selv. Vi tabte os. 

Men her står du jo så igen. Ikke ét gram lettere end sidst. Men alligevel klar til endnu en kur. Klar til flere afsavn. Flere forbud. Klar til at dunke dig selv i hovedet, når du “falder i”. Når du “synder”. For det gør du. Synder. Falder i. Men ordene er forkerte. Det handler nemlig om noget helt andet. Det skyldes hverken manglende rygrad eller viljestyrke. Du er heller ikke en fiasko, selvom det måske er det, du fortæller dig selv. Næh, det er slet ikke det, det handler om. Det er nemlig ikke dig, der er forkert. Det er din kur! Det er de betingelser, du sætter op for dig selv. En barre, der er alt, alt for høj. En barre, der er sat op til fiasko - ikke succes. 

Men sådan behøver det ikke at være. Prøv at sænke barren lidt. Vær blid ved dig selv. Nænsom. Faktisk optimerer du dine chancer for at skabe varige livsstilsændringer ved at slippe pisken. Brug opmuntring i stedet. Og bed om støtte, når det er svært. Behandl dig selv præcis, som du ville behandle andre.

Så kan du begynde at gå den rette vej. Vejen mod et varigt vægttab. Ikke “dydens smalle sti”, som du kender den fra alle kurene. Næh, der er plads på vejen. God plads. Der er plads til det hele. Der er plads til dig. Det betyder ikke, at vejen altid er let at gå. Nogle gange er det opad bakke. Der kan være bump på vejen. Du kan endda komme på afveje. Men du finder altid tilbage igen. Du har nemlig truffet et valg. Du går ad vejen - ikke tvunget af pisken - men fordi du oprigtigt ønsker at passe på dig selv❤️

Kh.
Psykolog Lotte Quist Michaelsen & VaneCoach Jørgen Michaelsen

Mentorer i mad & psyke™️ med speciale i Sense
scandisense.dk

Lotte Michaelsen