Når mad bliver tvang

“2 studenterbrød, tak. Ja, jeg får jo en veninde på besøg i eftermiddag”. Ordene fremstammer jeg, mens jeg tager imod posen med kager, som ekspedienten langer over disken. Minutter senere står jeg ved kage- og slikhylden i supermarkedet. Ikke supermarkedet tættest på mit hjem, men et sted, hvor sandsynligheden for, at jeg møder nogen, jeg kender, er meget lille. Mit blik panorerer hen over kager, kiks og slik i farvestrålende indpakninger. Hva’ skal jeg vælge? Der er ikke noget, jeg sådan virkelig har lyst til, men én ting er sikker - jeg skal have noget! Jeg griber en pakke kanelgifler og to Rittersport og skynder mig ud til bilen.

Beskrivelsen er en af mine klienters. For hende er mad ikke kun lyst, men i nogle situationer også tvang. Hun fortsætter:

Inden jeg når at lukke bildøren, har jeg åbnet den første plade Rittersport. Følelsen af utilstrækkelighed sidder stadig i min krop. Igen i dag nåede jeg ikke mine arbejdsopgaver. Propper den første bid i munden. To stykker på én gang. Så næste mundfuld. Og næste. Jeg spiser hurtigt. Er i et slags tomrum, hvor tankerne ikke længere kværner. Og det trænger jeg til. Fred. Fred for alle tankerne. Bare spise. Pladen er hurtigt væk, og jeg åbner den næste. Spiser. Spiser. Spiser. 

Hjemme igen kryber jeg ned i sofaen med en dyne. Og studenterbrødene. Og kanelgiflerne. Der er stadig lidt tid, til familien kommer hjem. Jeg tænder fjernsynet. Spiser igen. Spiser og spiser. Til jeg ikke kan mere. Fysisk kan jeg umuligt klemme mere ned. Der er stadig 3 kanelgifler tilbage. Men jeg gemmer dem ikke til familien. Så ville jeg jo blive afsløret. I stedet tager jeg al papiret og putter i en plasticpose. Snører posen godt til og putter den i den store skraldespand udenfor. Nederst. Skjult under alle de andre poser. Ingen - absolut ingen, skal jo opdage noget. Jeg er utilpas. Fysisk og psykisk. Tung i kroppen. Fyldt med skam og følelsen af at være jordens dårligste menneske. Lover mig selv, at det aldrig skal gentage sig. Nu skal det være slut! I morgen går jeg på kur. Jeg skal jo bare tage mig sammen.

Min klient er en af de mange, som lider af tvangsoverspisning. Hun kæmper hver dag. Med maden. Med sig selv. Med krop og vægt. Men hun er på vej. På vej ud af sit forstyrrede spisemønster. Du kan også få hjælp. Tvangsoverspisning - eller på engelsk BED/Binge Eating Disorder - er i 2018 nemlig endelig blevet en ankerkendt diagnose i Europa. Med denne anerkendelse følger retten til behandling, og derfor er man i det danske sundhedssystem i fuld gang med at planlægge behandlingstilbud. Først fra januar 2022 vil behandling dog være en garanti, men allerede nu begynder nogle regioner og kommuner at lancere behandlingstilbud, og også LMS (Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade) forventer at tilbyde behandling i løbet af foråret. Læs mere her.

Vil du vide mere, kan du også læse det Sense Nyhedsbrev, som udkommer senere i dag. Her bidrager jeg med et indlæg, som netop har titlen “Når mad bliver tvang”, og som handler om tvangsoverspisning. Læs bl.a. om diagnosekriterier, årsager og om, hvordan Sense kan være et effektivt værktøj til at bryde med overspisning.

Er du ikke allerede tilmeldt nyhedsbrevet, kan du gøre det her.

Kh. Lotte

Psykolog og Mentor i mad & psyke™
www.scandisense.dk

Lotte Michaelsen