Scandi_sense_logo_500x500px[2].png

SULT- OG MÆTHEDSPENDULET 

LÆR DIN SULT OG MÆTHED AT KENDE


Sult- og mæthedspendulet uden logo.png

Mange af os har helt mistet kontakten med vores sult- og mæthedsfornemmelse. Vi har let adgang til mad på alle tider af døgnet og er vant til at gå og småspise - også mellem måltiderne. Selvom det er sunde ting, vi spiser, betyder det alligvel, at vi ikke oplever at blive rigtigt sultne. Når vi mister kontakten til den fysiske sult, bliver det også sværere at skelne mellem reel fysisk sult og andre former for sult. Fysisk sult er jo ikke den eneste årsag til, at vi spiser. Vi spiser af alle mulige årsager. Vi spiser, når vi keder os, er stressede, kede af det, rastløse og trætte. Vi spiser, når vi trænger til en pause, for hyggens skyld, fordi det smager godt, og fordi vi plejer at spise på bestemte tidspunkter. Vi spiser også, når vi er glade, og når vi har noget at fejre.

Brug sult- og mæthedspendulet til at registrere din sult
For at genvinde kontakten med din naturlige sult- og mæthedsfornemmelse kan det derfor være en god idé at tage en periode på omkring 14 dage, hvor du kun spiser tre gange om dagen. Altså tre hovedmåltider - morgen, middag og aften. Gør du det, vil du igen begynde at registrere fysisk sult. Du vil begynde at registrere, hvor mange gange du i virkeligheden bare har trang til at spise, men faktisk ikke reelt er sulten. Brug sult- og mæthedspendulet til at registrere, hvor sulten du er både før, under og efter dit måltid. Inden et måltid skal din sult gerne ligge på ca. 3 og efter et måltid på 5-6. Vær nysgerrig på, hvad der sker med dig, når du ikke længere kan spise mellem måltiderne. Bliver du rastløs, ked af det, frustreret? Hvilke følelser dukker op? Brugen af sult- og mæthedspendulet vil med tiden gøre dig bedre i stand til at mærke din krop. Målet er, at du når dertil, hvor du har så god kropskontakt, at du spiser, når du er sulten, og stopper, når du er mæt. At du spiser intuitivt. Det kræver tålmodighed - ja! Men det kan lade dig gøre. Også for dig.


 
Lyt til din sult i stedet for at tøjle den.jpg